En skilsmisse kan være en følelsesmæssigt vanskelig periode. Men skilsmisse sætter ikke kun følelser i gang; en række såkaldte familieformueretlige regler træder også i kraft, så snart der ansøges om skilsmisse. De to nu tidligere ægtefolks formuer skal gøres op, hvilket kaldes en bodeling. En sådan bodeling kan være ganske ligetil, og er partnerne enige, kører det som udgangspunkt som smurt i olie. Der kan dog også være uoverensstemmelser om de økonomiske forhold, og for at overskue regelsættet bør du overveje at kontakte en advokat til skilsmisse.

Udgangspunktet er ligedeling

Det primære regelsæt, der regulerer bodelingen, findes i lov om ægtefællers økonomiske forhold, også kaldet ægtefælleloven, ofte forkortet ÆFL. Udgangspunktet for en bodeling findes i lovens § 5, stk. 1, 1. pkt., hvoraf fremgår, at udgangspunktet er ligedeling. Det fungerer på den måde, at hver parts nettoformue - aktiver fratrukket passiver - opgøres, hvorefter hver part overlader 50% af sin formue til den anden. Gæld deles ikke, så er den ene parts nettoformue negativ, så deles kun den anden ægtefælles positive nettoformue. Der findes en række undtagelser til ligedelingen. Mest kendt er velsagtens særeje, hvor ægtefællerne ved ægtepagt har truffet aftale om, at der ikke skal ske deling ved separation eller skilsmisse i et nærmere bestemt omfang. En sådan ægtepagt skal være tinglyst for at have gyldighed, jf. ÆFL § 20, 1. pkt. Men som udgangspunkt skal rimelige pensionsordninger heller ikke deles, samt en række andre aktiver, fx en pengesum udbetalt som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Hvor opstår komplikationerne?

Der kan under en bodeling opstå mange uenigheder. Det er delvist begrundet i, at ægtefællerne har levet sammen i ofte en årrække og ikke forberede sig på skilsmisse. Det betyder, at det sommetider afgøres tilfældigt, hvem der ejer bilen, står registreret som adkomsthaver af ejendommen i tingbogen eller hvem, der har den fælles opsparing på sin bankkonto. Derved kommer den umiddelbart basale, men i praksis ganske vanskelige, opgave frem: Hvem ejer hvad? Men der findes også mere komplekse problemstillinger, som i sin natur kræver en jurist at gennemgå. Som eksempel herpå man nævnes regulerings- og misbrugskrav i ÆFL §§ 39 og 40. Førstenævnte omhandler situationen, hvor en ægtefælle har brugt delingsformue på at øge værdien af sit særeje. Sidstnævnte behandler den situation, hvor en ægtefælle op til skilsmissen misbruger sin delingsformue og derved nedbringer den formue, som skal deles ved skilsmisse. Et eksempel på sidstnævnte kan være manden, der dagen før skilsmissen giver sin elskerinde et meget dyrt smukke, der så i misforhold til hans økonomiske forhold. Og sidst, men ikke mindst, er der også ikke-juridiske forhold, der kan begrunde et valg af advokat. For hvis parterne har svært ved at indlede en fornuftig dialog med hinanden, kan det bære fordele med sig at lade en anden - en advokat - føre ordet. På den måde kan der måske opnås en løsning, som tilgodeser begge parter i et sådant omfang, at der ikke skal bruges tid og penge på retssager og uoverensstemmelser.